Jonas afslutter praktik hos
Elite IT med et 12-tal
Fra praktikant til værdiskaber
Jonas udviklede et setup, som nu indgår i Elite IT’s daglige udviklingsflow.
Et praktikforløb skal gerne udvikle den studerende – men det må også meget gerne skabe værdi for virksomheden. Begge dele er lykkedes i Jonas Skyldahl Roers praktikforløb hos Elite IT, som han har afsluttet med et flot 12-tal.
Fra juli til september 2025 var Jonas en del af vores udviklingsteam, hvor han arbejdede med automatisering, test og optimering af udviklingsprocesser til Microsoft Dynamics 365 Business Central.
Jonas bor til daglig i Ribe og studerer Computer Science på Erhvervsakademi Sydvest (Business Academy South West).
Fra teori til løsninger, der bruges i praksis
Under praktikforløbet fik Jonas ansvar for at udvikle et CI/CD-setup og et testkoncept til Business Central-extensions. Løsningerne er efterfølgende blevet integreret i Elite IT’s udviklingsproces og bidrager i dag til et mere effektivt og kvalitetssikret udviklingsflow.
“Mit praktikforløb hos Elite IT har været både udfordrende og lærerigt. Jeg fik ansvar for at udvikle et CI/CD-setup og et testkoncept til Business Central-extensions, og løsningen er blevet en del af udviklingsflowet. Jeg er stolt over at have bidraget med noget, der bruges i praksis,” fortæller Jonas.
I løbet af praktikperioden arbejdede Jonas med komplekse opgaver inden for DevOps og automatisering. Det omfattede blandt andet etablering af testmiljøer og optimering af workflows i udviklingen af Business Central-løsninger.
Samtidig fik han mulighed for at styrke sine kompetencer inden for samarbejde, videndeling og kommunikation i et professionelt udviklingsteam, hvor koordinering og fælles ansvar er afgørende for at skabe gode resultater.
Jonas har med stort engagement og stærke faglige kompetencer leveret løsninger, der skaber konkret og varig værdi for vores udviklingsteam. Vi sætter stor pris på hans indsats og det ansvar, han har taget gennem hele praktikforløbet.
Praktik i Elite IT
Hos Elite IT ønsker vi at give studerende mulighed for at omsætte deres faglige viden til løsninger, der gør en reel forskel. Derfor prioriterer vi et trygt og professionelt praktikmiljø med relevante opgaver, faglig sparring og plads til selvstændigt ansvar.
Samarbejdet med unge talenter og lokale uddannelsesinstitutioner giver nye perspektiver til vores virksomhed. Samtidig bidrager det til at udvikle de kompetencer, som både IT-branchen og det lokale erhvervsliv får brug for i fremtiden.
Vi ønsker Jonas stort tillykke med 12-tallet og takker ham for hans værdifulde bidrag til Elite IT.
Vil du vide mere om, hvordan Business Central kan optimere forretningsprocesser
så kontakt os på tel. 8816 8810 eller på info@eliteit.dk